Konservative
   

Liv på Torvet – ellers dør Svendborg (2/11-13)

Af Henrik Nielsen, Borgmesterkandidat og Peder Skou

 Som kandidater til byrådsvalget 19. november deltog vi i det anderledes valg-arrangement ”Politiker-Praktik”. Vi var begge praktikanter hos Bodyguide, Torvet 1, hvor vi havde lejlighed til at snakke Torv og parkering med indehaveren Rikke Møller.

 

Rikke kunne desværre berette, at Bodyguides omsætning om lørdagen er faldet til det halve, efter at torvehandlen er flyttet til Centrumpladsen på grund af opgravning af Torvet.

 

Dette dramatiske fald i Bodyguides omsætning viser med al tydelighed, at et torv uden aktiviteter betyder faldende omsætning for butikkerne i centrum. Et tomt Torv giver ingen kunder i butikkerne.

 

Beslutningen om ”Den Grønne Tråd”, hvor antal P-pladser på Torvet reduceres til 15 pladser i 9 af årets måneder, mens Torvet skal være helt uden P-pladser om sommeren, vil vi respektere. Vi ønskede flere pladser end de 15. Derfor arbejder vi for et P-hus i Hulgade, hvilket vil sikre, at havn og bymidte bindes bedre sammen.

 

Men hvis vi ikke opnår øget aktivitet på Torvet, vil Konservative igen gøre anvendelsen af Torvet fleksibel, som vi altid har været fortalere for.

 

Og måske, som Rikke Møller foreslog, gøre parkering på Torvet til 1-times gratis parkering.

 

I Svendborgs centrum har vi stadig mange mennesker på gaden lørdag formiddag, i modsætning til Odense, hvor centrum er langt mere mennesketomt. Konservative vil, at byrådet giver ikke blot centrums, men hele kommunens erhvervsliv, intet mindre end optimale vilkår. Det er kun det private erhvervsliv, der kan sikre grundlaget for fremtidens velfærd.

 

 

 

 

Henrik Nielsen, Vindeby

Byrådsmedlem og borgmesterkandidat for Konservative i Svendborg

 

Peder Skou, Ollerup

Byrådskandidat for Konservative i Svendborg

Det Konservative Folkeparti i Svendborg Kommune
Formand Michael Bisbo - Tlf. 20 44 80 85 - michaelbisbo@gmail.com
Konservative