Konservative
   

På bustur med Svendborg Byråd (28/9-13)

Af Henrik Nielsen

Køreplanen for ”Den Grønne Tråd” kan illustreres med en bustur.

Alle er enige om destinationen.

Jeg foreslår en rute med ”Trappen” som første stop, fordi det vil give den smukkeste rute og flest tilfredse passagerer. Men Bruno og Flemming insisterer på, at ”Torvet” skal være første stop. Jeg vælger at stige på bussen, for selvom ruten ikke er den smukkeste, så kommer vi dog frem til samme destination.

 

Undervejs er der en del bump og utilfredsheden stiger blandt passagerne.

Bjarne Hansen indser, at det er den forkerte rute, han har været med til at vælge.

Et flertal overvejer derfor at ændre ruten.

Bruno og Flemming truer straks med, at så bliver turen mindst 1 år forsinket. Samtidig råber Hanne Klit op om, at så vil vores ærespassager Realdania måske trække deres tilbud om at betale 2/3-dele af benzinen. Curt siger, at zig-zag kursen vil skade vores omdømme alvorligt.

 

Lars Erik, Jens, Jørgen, Bjarne og undertegnede gør os alvorlige overvejelser om konsekvenserne: Skal – Skal ikke?

Da vi først får indstillet GPS´en rigtigt, viser det sig, at turen kun bliver forlænget med 3 måneder. Samtidig får vi en meget smukkere tur med mange flere tilfredse passagerer.

 

Realdania fastslår, at vi skal vælge fleksible løsninger, der giver så mange tilfredse passagerer som muligt. Vi vælger derfor at ændre ruten.

 

Destinationen er vi stadig alle enige om!

 

Pludselig bliver Tina køresyg og Tina må stå af.

På bussen stiger i stedet Erik Risager.

Bruno og Curt, der har siddet på bagsædet og surmulet, øjner nye muligheder og de vælger at vende tilbage til den gamle rute.

Selvom det medfører yderligere en forsinkelse på minimum en måned.

Selvom endnu et zag vil udstille Svendborg Byråd som et cirkus i blandt andet investorers øjne.

Selvom flere passagerer bliver utilfredse med et ruteskift.

 

Hvorfor, Curt? Fordi I er mange nok? Eller fordi det skylder jeg Bruno? Eller fordi opfordringen til at undgå zig-zag-kurs kun gælder Lars Erik, Jens, Jørgen og undertegnede?

 

Curt kunne have vist format og valgt ikke flere zig på denne tur.

Men nej. Curt dumper med et brag i sin ruteplanlægning.

ny-borgmester.dk

 

 


Af Henrik Nielsen, Byrådsmedlem og borgmesterkandidat for Konservative

Det Konservative Folkeparti i Svendborg Kommune
Formand Michael Bisbo - Tlf. 20 44 80 85 - michaelbisbo@gmail.com
Konservative