Konservative
   

Cyklist-anarki (17/6-13)

Palle Fischer

Svendborg kommune vil nu til at indfører hundredevis af bump i kommunen for at få bilisterne til at ændre adfærd i trafikken.

 

En prisværdig tanke, men er det ikke lige så meget cyklisterne, der skal ændre adfærd?

 

I Fruestræde skal gaden nu ensrettes, men det er både Bagergade og Møllergade i forvejen.

 

Alligevel respekterer mange cyklister ikke ensretningen, og det skaber mange farlige situationer, når cyklister drøner ned af Møllergade og bilerne må bremse op for at undgå påkørsel.

Jeg bor selv i Møllergade og er nærmest dagligt vidne til farlige situationer. Hvis en bilist holder sig til færdselsloven og ikke giver plads til en ulovlig fremkørende cyklist, resulterer det i ”fingeren”.

 

Det er en god og sympatisk tanke at gøre byen bedre for cyklister. Men fremfor blot at genere bilisterne med bump og forhindringer, var det nok værd at overveje en kampagne målrettet cyklisterne, så bilisterne også kunne færdes sikkert i byen. Det tyder på, at der er et stort behov for at cykle mod trafikken og ensretningen i Bagergade og Møllergade. Derfor skulle man se på at løse det problem - til glæde for både bilister og cyklister, inden andre nye tiltag blev igangsat.

 

I Svendborg er det blevet populært at opfinde nye behov og løsninger – bygge monumenter sikre politikernes eftermæle. Den rigtige vej er i stedet - efter min opfattelse - at tage afsæt i at hverdagens udfordringer og problemer, og at løse disse.

 

Det mener jeg giver mere tilfredshed end store projekter – der mere er for projekternes og idémændenes (politikernes) egen skyld, end for borgernes skyld.

 

 

 

Palle Fischer,

Byrådskandidat for Konservative i Svendborg Kommune.

Det Konservative Folkeparti i Svendborg Kommune
Formand Michael Bisbo - Tlf. 20 44 80 85 - michaelbisbo@gmail.com
Konservative