Konservative
   

Fischers havnerundtur (27/5-13)

Palle Fischer

Forleden havde Socialdemokratiet inviteret til havnevandring på Svendborg Havn. Et godt og informativt tiltag. Meningen var at give indblik i, hvordan man "forestiller" sig at fremtidens Maritime Byhavn vil blive.

 

Man vil starte med at flytte ”Fremtidsfabrikken” med 25 forskellige iværksættere ind i den gamle rutebil-station. Liberale erhverv på havnen synes jeg er en fin idé.

 

Mere bekymret blev jeg over en skitse, hvor man lægger op til boligbyggeri - kombineret med forskellige ikke-havnerelaterede erhverv.

 

Som jeg ser planerne, er der lagt op til en forsigtig igangsættelse af boligbyggeri langs havnekajen, og når først det er igangsat er der ikke nogen vej tilbage. På mødet kom havnemester Hans Søby også med sine visioner om, hvad der kan etableres på Svendborg Havn.

 

Fine visioner - som i øvrigt sagtens kan iværksættes uden projekt ”Maritim Byhavn”. På mine spørgsmål om økonomien på Svendborg Havn kunne han fortælle, at 2012 havde været et ”rigtig dårligt år”, men jeg har stadig ikke fået at vide hvordan man som borger kan få indblik i regnskabet.

 

På havnevandringen besøgte vi firmaet Petersen & Sørensen (P&S), og blev informeret af en virkelig kompetent medarbejder, om bl.a. de mange arbejdspladser, der er på spil. Borgmester Curt Sørensen beroligede dog med, at man var i dialog om udflytning til Frederiksøen. En sådan flytning vil dog koste en del millioner for virksomheden, der skal indrette sig på ny. Det var P&S dog villig til, hvis man kunne få en garanti; ”25 år ville være rimeligt”. På den måde kan virksomheden også få mere arbejde og skabe flere arbejdspladser.

 

Vi Konservative er skeptiske ved planen om ”Maritim Byhavn”, og efter kommunalvalget skal den plan enten skrinlægges eller tilpasses. Vi mener i hvert fald ikke, at der skal være boliger ved havnekanten, men måske på sigt i delområde 8.

 

Og så ønsker vi i øvrigt også en reel dialog med erhvervslivet, og de rigtige løsninger fra starten.

 

 

 

Palle Fischer,

Byrådskandidat for Konservative i Svendborg Kommune.

Det Konservative Folkeparti i Svendborg Kommune
Formand Michael Bisbo - Tlf. 20 44 80 85 - michaelbisbo@gmail.com
Konservative